Nedenunder kan du følge med i vores tur til Florida 2010 i både tekst og billeder...

Det hele starter i Miami

Fredag
Så kom dagen endelig hvor vi skulle af sted, Aldrig har det været så nemt at hviske til børnene kl4.15 at det var tid til at stå op og de faktisk hoppede i tøjet hurtigt.

Vi blev kørt til lufthavnen af morfar, som babysitter bilen mens vi er væk;-) Vi var fremme i god tid kl5.15 - troede vi, men det var kun til check in hos Air France skulle starte. Det gør man jo selv på en maskine, hvilket er en super idé - hvis bare maskinen virkede og hvis vi alle 4 var dukket op som passager da vi endelig fik hul igennem. Og den franske floorwalker var virkelig ikke til meget hjælp. Men til sidst kom vi igennem både skranken og security og da klokken nu var fremskreden blev der ikke tid til den aftalte morgenmad i lufthavnen. Pyt, der var jo morgenmad ombord iflg. billetten.

Vi kom ombord planmæssigt og skulle så ud på startbanan, hvor vi først skulle møde 2 robotter der skulle af-ise vinger og hale-ror. Så vi var indhyllet i noget der lignede røg - og det er ok når man er advaret! Og så af sted lettere forsinkede og morgenmaden var en croissant på 4 cm, så uha, maverne knurrede nu! I Paris flaskede det sig med at finde rundt og på vej til gaten fik vi købt nogle baguettes.Mums!  Flyet til USA var forsinket en lille time, men fedt endelig at være rigtig af sted. Mathias præsterede at spille nintendo i 8 af de 10 timer turen tog. Vi andre så film, spillede spil og slumrede. Vi siger alle 1000 tak til de spændende fly-gaver vennerne fra nr.6 havde medsendt. Super fedt!

Vi landede i Miami og man fik en snert af friskhed igen da der var palmer og blå himmel. Efter utrolig mange kontroller kom vi endelig frem til bagagen, som var ankommet og pillet af båndet. Hurra - af sted til Hertz hvor vi skulle have en bil af samme kaliber som sidst. Og det skal jeg lige love for at vi fik. En mega guldfarvet Jeep (Cherokee 4XN) Kim var helt begejstret ved tanken om at skulle parkere den rundt omkring - men mand, vi sidder godt i den.

Så af sted mod hotellet som vi fandt nemt og der blev hurtigt tjekket ind og smidt tasker og så til af sted for at se stranden. WAUW, den lune pålandsvind hilste os med saltvandsduft og stranden var bare hvid og bred med de legendariske livredder tårne derned ad. Bølgerne havde den mest fantastiske turkise farve.
Mai-Britt skulle lige vise børnene hvordan man ikke skal gøre når man vil mærke vandtemperatur uden at blive våd - når bølgen kommer er det rigtigt at fjerne sig, men man skal ikke bakke uden at have checket om der er forhindringer! Resultat - Mai-Britt på ryggen i sandet som en anden skildpadde - men hun slap da for at blive våd…
Vi glæder os til i morgen at kaste os over og i bølgerne for alvor.

Da vi alle var bombe trætte og klokken lokaltid nu var 18 så gik vi op til Jerrys Famous Deli, som min betænksomme kollega Lone havde hevet en artikel ud af MetroExpress om. Vi fik nogle herlige burgere og pizza. Og da klokken var blevet 19 var vi tilbage på hotellet og gjorde os natte klar.
Klokken har nok ikke været meget over 20.30 da vi alle 4 sov...ZZZZ!

Lørdag
God morgen-tid var for pigernes vedkommende ca. kl. 04.00 lokaltid, men og for drengene blev det lidt mere nådigt (dvs. kl. 04.30 for Kim´s vedkommende og ca. kl. 05.00 for Mathias - men de første par timer gik stille og roligt med at ligge, spille nintendo og i det hele taget ikke at foretage sig alverden.
Kl. 7.00 gik den ikke længere, vi kom i tøjet og gik ned mod stranden - men blev "desværre" forhindret i at gå den direkte vej da der lå en Starbucks i vejen ;-)
Vi tankede op med kaffe, chokolade og yoghurts og så ned til stranden og sidde og indtage 1. del af morgenmåltidet - og jo det er skønt at i januar måned at kunne sidde i shorts og t-shirts og indtage sin morgenmad udendørs med udsigt over havet…
Tilbage til hotellet, spise morgenbuffet, gøre morgentoilette og så ellers gå tur ned ad Ocean Drive og på tilbagevejen blev der shoppet solskygge (kasketter) til Kim, Frederikke og Mathias.
Kl. 11 havde alle skiftet til badetøj og så var det tilbage til stranden hvor dagen er blevet tilbragt (indtil kl. 16) med at hygge, soppe, slappe af og for Mathias´ vedkommende også en lang stribe dukkerter - vi andre har det lidt vanskeligere med vandtemperaturen - men det kan jo være at Mathias har trukket det længste strå så han er bedst forberedt til vi om et par dage skal svømme med delfiner…
Da vi var maste af at ligge på strande luskede vi tilbage til hotellet og blev badet og gjort klar til at gå ud til aftensmad. Vi havde ingen planer, men ville bare gå ned til Ocean Drive og mærke stemningen. Selvom vi var ude allerede omkring kl. 18.30, så var der masser af mennesker på restauranterne. På en af dem vi gik forbi sad en mand med noget pasta med seafood, som så fantastisk ud. Vi bad om bord til 4 og sad udenfor på deres overdækkede terrasse. Vi fik kold hvidvin og børnene en banan-drink. Kim og jeg delte en forret med hummer, kæmperejer og krabbekløer. Bagefter fik vi mere seafood med ½ hummer til hver, flere kæmperejer,kammuslinger, laks osv. Børnene fik lækre pastaretter, men de var stjerne trætte og kunne ikke spise meget. Pludselig vippede Mathias´ hoved bagover og så snork sov han. Frederikke lavede en lille pude af servietter og så lagde hun hovedet på bordet og sov. Kim og jeg grinede. Klokken var ikke meget mere end 8 og vi havde 2 sovende børn på en restaurant - det er mange år siden det sidst er prøvet. Vi spiste færdigt og så blev børnene fragtet hjem og i seng, men vi 2 gamle læste lidt og "nød" larmen fra vores 3 hjernedøde naboer der spillede mega høj musik og blev mere og mere fulde. Sådan er det åbenbart bare i Miami….

Søndag
Hold da op en rædsom nat. De skøre naboer havde noget af en fest, men tog heldigvis i byen. Uheldigvis en kort bytur, så de kom hjem kl.2 og fortsatte festen. Så ikke meget søvn i nat. Frederikke vågnede kl. 5.30 og så lå vi og sludrede stille, mens drengene sov videre til ca. 7. På det tidspunkt begyndte der at være klapsalver fra gaden og vi kunne se at løbere væltede forbi på gaden. I tøjet og ned for at se på - det var et maraton. Vejret var noget mere blæsende og overskyet, men ikke koldt. Da klokken var 8.30 startede morgenmaden og den spiste vi i gårdhaven. Rigtig hyggeligt.
Bagefter blev vi enige om at traske rundt i byen, da det ikke lige var strandvejr. Det var super hyggeligt og vi fandt nogle hyggelige spanske gader. Frederikke har rigtig ramt alderen med indbygget shoppe-gen, så det var zigzag mellem gadernes butikker - og vi blev alle ret slidte i fødderne. Vores travetur endte på strandpromaden og tæt på vores hotel slog vi os ned med lækre drikkevarer fra Starbucks og børnene fik krudtet af - utroligt hvor de finder den energi.
Så tilbage på hotellet og børnene tog badetøj på under tøjet og håndklæder + rygsæk blev pakket. Først drog vi til Jerry´s Famous Deli for at få frokosten og så til stranden. Det var meget meget blæsende og vi voksne syntes det var møg koldt, men børnene smed tøj og hoppede i vandet hvor de legede sæler og mavede sig rundt. Efter en halv times tid blev de tørret og så hjem i varmt bad.
Herefter startede vi bilen (fedt bare at gå i receptionen og bede om bilen og så er der en der kører den frem) og kørte omkring og Mathias sang højlydt en masse underlige sange fra bagsædet og en af dem skabte en mægtig tørst hos alle, så vi fandt et stort center, hvor vi købte vand - og så blussede Frederikkes shoppe-gen op igen og vi blev slæbt fra butik til butik og pludselig var klokken blevet 18. Vi gik mod bilen og opdagede at det havde regnet. Møg! Men godt at vi havde hygget indendørs - og oven i købet fået købt sandaler til Mathias, da dem fra sidste sommer der var smidt i bagagen var 2 numre for små.
Vel hjemme på hotellet crasher vi nu ud og ingen er sultne efter aftensmad, men da vi synes der skal lidt ned så Frederikke ikke vågner kl. 5 igen og er sulten, så er Kim trasket af sted til et supermarked efter frugt og hvad han ellers får lyst til.
Vi har lige set vejrudsigten og det ser ikke for godt ud. Skyer og regn de næste 3 dage. Møg, lige nu kan jeg slet ikke overskue hvordan jeg skal kunne komme ned i vandet til delfinerne i morgen.
Nå, det går nok - så godt nat herfra.

Mandag
I dag er delfin dag, naboerne har opført sig rimeligt - utroligt hvad man finder er rimeligt - så når de larmer fra kl. 0.30 og det kun tager en ½ time at få dem til at falde til ro så er det rimeligt!
Klokken lidt i 6 stod Frederikke op og tog et tæppe med sig ud på badeværelset så hun kunne få lys og ro til at læse uden at generere nogen - og 20 min. senere stod Mathias op og gik samme vej med sin Nintendo, så vi voksne kunne ligge og hygge os over børns evne til at tilpasse sig.
Nå ned og spise morgenmad - det regner, og ser i det hele taget temmelig gråt og kedeligt ud, men når man stikker næsen udenfor er temperaturen dejlig, og vi skal jo alligevel køre det meste af tiden for at komme ned og svømme med DELFINER!!!
Efter vi havde checket ud og bilen var blevet kørt frem - orv der var den igen… - så gik turen først gennem Miami og så sydover.
Gennem Miami´s forstæder kan man se nogle store flotte huse, beliggende på veje hvor man ikke kan se himlen fordi mangrove træerne vokser så tæt ind over hovederne på os - det ser flot ud, men er svært at beskrive.
Kim havde udset et indkøbscenter vi kunne stoppe i og slå et par timer ihjel ved på vejen, men da vi er nået frem til adressen viser det sig at det nr. på turistkortet dækker over en slags botanisk have - det er vist noget med farvekoder der kan have forskellige betydninger på et kort…!
Pyt heldigvis er der et indkøbscenter lidt længere fremme, så vi stopper der og folkets shoppe-gen titter igen frem - det betyder at vi kan forlade centret med sko, solbriller, parfumer m.m. rigere, samt et ganske glimrende frokostmåltid serveret på Applebee´s liggende i maven…
Og så gik turen videre mod et af feriens forhåbentlige højdepunkter, nemlig Dolphin Plus - vi er i god tid fremme så vi kan nå at opbygge en god spænding - og efter instruktion og undervisning i delfin-anatomi kryber vi i redningsveste og for Mai-Britt´s vedkommende også våddragt og er klar til at hoppe i.
Alle 4 skal i samtidig, så vi smutter ned i det ikke just alt for varme vand (72F) til delfinerne Fiji og Bella - sammen skal vi den næste ½ time lave en række tricks og øvelser…
Første øvelse er at læne sig tilbage med let spredte ben, hvorefter de 2 delfiner skubber hver person ud ved at sætte næsen på fodballerne og svømme afsted - det føles superfedt.
Som sagt går den næste halve time med at blive skubbet, trukket, ae, springe og kysse delfinerne, og der er ingen tvivl om at hele banden nyder det i fulde drag - alle har smil fra øre til øre og det kan ses på de billeder vi bestilte.
Sådan en oplevelse med sjove, elegante og fantastiske dyr helt tæt på KAN bare ikke beskrives, men det er fedt!
Trætte, kolde og glade begiver vi os fra delfinerne videre til det næste overnatningssted - det viser sig at være et ressort hvor Mai-Britt har sørget for at vi har en lille hytte med rigtig plads, eget køkken og udsigt over havet - mmmh skønt.
Vi indtager stedet, men beslutter os snart for at skal vi nå at få noget at spise inden nogle dejser om af træthed er det ved at være tid - så vi smutter til restaurant Lorelei, der er en lille Marina-restaurant med god mad, drinks på menu-kortet og en fantastisk lokal dessert (frozen limon-pie) der simpelthen smager så englene synger.
Da vi lander hjemme i hytten, viser det sig at vi mangler noget sengetøj, så pt. venter vi på at få det sidste leveret så alle kan få en god nats søvn - om end flere i skrivende stund allerede er faldet om, og så vidt jeg kan se drømmer om delfiner…

Tirsdag den 2.2.2010
Sikken en skøn nat. Ingen naboer udover havet, der har været stille. Børnene sov i stuen og vi sov i værelset lige ved siden af. Vi vågnede lidt over 7 og luskede ind i stuen hvor persiennen blev trukket fra og afslørede et firben og - ta daaa SOLSKIN!! Det så så smukt ud : jeg sad i stol på terrasse, Frederikke lå i hængekøje mellem 2 palmer i vores lille have og havet klukkede godmorgen 5 meter fra os mens pelikanerne fløjt lavt over os. Morgenbuffeten stod ved poolkanten og mand, det føltes rart. Efter maden hoppede vi alle i badetøjet og smuttede i den opvarmede pool, hvor vi legede nogle timer. Så ned i vores lille lyserøde hytte for at bade og tage tøj på, hvorefter vi med vemod måtte sige farvel kl.11 til dette super skønne sted.
Vi kørte jo sydover da vi i dag skulle nå Key West. Det var utrolig flot at se det turkise hav, de mange forskellige fugle inkl. Fiskeørne en masse til Kims glæde, broer fra ø til ø og fede hytter.
På vejen fandt vi et supermarked hvor vi bestilte frisk smurte sandwiches, hvorefter vi kørte videre og pludselig spottede jeg en lille rasteplads lige ved vandkanten, hvor vi holdt frokostpause.
Derefter kørte vi det sidste stykke og da vi var en time for tidlig på den i forhold til hotel, så kørte vi ind i byen og fik lidt Starbucks forsyninger, som blev indtaget i en charmerende bydel nær havnen.
Så af sted til hotellet og pludselig kørte Kim ind til siden. Hvorfor..? Sheriffen havde vinket os ind. Ups, vi havde kørt over for fuld stop. Det vil sige vi havde begge set det og farten havde været helt nede og der var fri bane, men nej, der skal holdes helt stille. Vi fik ingen bøde da vi lige var ankommet og ikke kendte vejen, men vi skulle love at være opmærksomme fremover.
Hotellet er skønt med et stort værelse, så igen plads til at røre sig på. Vi var der kort førend vi igen kørte til byen for at nyde den berømte solnedgang fra Mallory Square. Og det var flot og der var mange boder og gøgl. Efter solen var sunket, smuttede vi af sted for at finde et sted at spise. Og vi fandt en fantastisk bar med kanon mad. Vi fik alle fisk i forskellige udgaver og det var altså kræs. Og det samme var dele-desserterne. Børnene åd som tærskere af både hovedret og dessert så vi var helt bange for at de fik mavepine. Men nu i skrivende stund er vi vel hjemme og de ligger i sengen og læser/spiller. Nu vil jeg også hoppe i kanen og glæde mig til at hive gardinet til side i morgen og se lige ud over havet……

Onsdag den 3.2.2010
I dag stod vi op til en overskyet dag, så starten gik med at vaske en maskinfuld samtidig med at vi fik spist morgenmad fra en forholdsvis fornuftig velassorteret morgenbuffet, hvor der var mulighed for havregrød, diverse brød til ristning, vafler (måtte prøves og lykkedes da også efter et par forsøg ;-) og med lidt hjælp fra personalet).
Efter morgenmad var det tid til en tur i den opvarmede pool, hvor en lille overraskelse i form af en flok ibis´ er ventede - det var åbenbart deres morgentilholdssted og de var ikke specielt generte.
Efter 45 min. badning, pakkede vi sammen, checkede ud og begav os nordpå op af "The Keys", og på vejen så det ud til at vejret blev bedre og bedre - så vi besluttede at frokosten ville vi indtage på restaurant Lorelei (hvor vi 2 dage før havde spist aftensmad) - så vi holdt ind, fandt en plads og bestilte frokost.
Og livet er ubetinget skønt når man kan indtage en superlækker frokost (fulgt op af en endnu mere lækker Key Lime Pie) i skønt solskin, med udsigt over vandet, pelikaner duvende i bølgerne og sin familie omkring sig- ærgerligt vi er nødt til at tage videre…
Efter vi forlod Lorelei kørte vi videre nordpå, op mod Miami, for så at dreje på tværs henover Everglades - også kendt som alligator-land!
Der gik dog temmelig længe og efter indtil flere stop v. rastepladser, bredte der sig en lettere mismodig stemning i kabinen - men da vi var tæt på at give op råbte Mai-Britt pludselig - Dér er en! - og derefter kunne både hun, Frederikke og Mathias løbende rapportere om alligatorer i forskellige størrelser, mens chaufføren blev mere og mere frustreret over at være nødt til at følge med i trafikken, så det blev kun til små glimt.
Vi besluttede at tage en lille omvej mod Everglades city (landevej frem for motorvej), og så kunne vi se alligatorer i vejkanten, helt uden problemer - vi fik snuppet et par stykker (med linsen), så nu kunne vi med sindsro fortsætte.
Kursen blev lagt om mod Naples, og nu sidder jeg i udkanten af byen og skriver dagbog på endnu et Best Western motel.
I morgen regner vi med at bevæge os mod Sarasota, men først skal vi forbi en naturpark (v. Corkskrew Swamp), hvor der er en masse forskellige dyr, insekter og planter - og det ser faktisk meget spændende ud, så det glæder vi os til…

Torsdag. d. 4.2.2010
Op lidt efter kl. 7, dejlig varieret morgenbuffet med masser af valgmuligheder - både sunde og lidt mindre sunde, vejret er dejligt så vi sætter kursen nordover mod Sarasota - men først skal vi i et naturreservat der ligger en halv times kørsel fra Naples.
Ingen alligatorer på ruten, men gode veje og ganske let trafik, så det lykkedes ganske hurtigt at finde reservatet - hvor det første skilt før indgangen advarer om at der er set klapperslanger i buskadset udfor indgangen - så var scenen sat.
Blandt dyrene der holder til i reservatet er en lang række forskellige fugle, alligatorer, men også slanger, sort bjørn og Florida Panter…
Ruten i reservatet (som ligger i et sumpområde med forskellige typer af skov) er en træbro der strækker síg ca. 4,5 km. rundt.
Vi går (sammen med en række naturentusiaster af ældre dato) ganske stille og hviskende, så vi er klar når dyrene dukker op langs ruten… der skal bare lidt mere end stille gang til at få andet end insekter og fugle til at dukke op i kameraernes sigtekorn.
Efter et par timers gang gennem reservatet er det ikke lykkedes at få øje på farligere dyr end firben, insekter, storke og rovfugle (+snegleæg - men de tæller ikke rigtig), men selve sumpene og skovene var faktisk ganske fascinerende at gå gennem, og vejret var herligt.
Vi kørte videre mod nord, og kom til Venice hvor vi gjorde holdt v. Venice Beach (ikke den vi kender fra Californien), og publikum er en HEL DEL ældre end vi er - der er måske et par af dem der rent faktisk har oplevet dinosaur-tiden…
Det er ved at blive sent, og vi skal finde overnatningssted og aftensmad - desværre har de steder vi stopper og checker ikke senge der er store nok til at sove 2 i. Efter længere tids søgen ender vi i Knights Inn, ikke et sted vi under normale omstændigheder vil køre ind til, men hvad pokker - det viser sig at manageren er den sødeste vi er stødt på, værelserne har en god størrelse og så er de rene og pæne.
Manageren kendte også det bedste sted at få seafood, vi blev henvist til Barnacles Fish & Seafood der lå 200m fra motellet - og da vi kommer derhen viser det sig at være et sted med et bredt udvalg af meget lækre fiske- og skaldyrretter.
Mathias bestiller sværdfisk, Frederikke stegt laks, Mai-Britt fik crab-cake og jeg fik reje-gumbo og alt sammen smagte utroligt lækker, så alle mand stort set slikkede tallerknerne rene, mums!

Fredag d. 5.2.2010
Alle mand var vågne v. 7-tiden, så vi stod op pakkede sammen og blev hurtigt enige om at den stedlige morgenbufet nok ikke var noget for os, så vi hoppede i bilen og kørte nordpå - i downtown Sarasota lykkedes det til den voksne del af familiens store fryd at finde en Starbucks!.
Så i dag stod den på deres lækre yoghurt, bagels, croissants og ikke mindst rigtig kaffe, aaahh…
Sarasota er også kendt som Manatee-hovedstaden - dvs. der er gode chancer for at se søkøer, så jeg beslutter mig for at spørge hvor chancen er størst - den flinke betjent fortæller at de er mange steder langs floden, men man kan aldrig vide præcis hvor, så hvis vi vil være helt sikre skal vi køre ned til akvariet hvor de har verdens ældste søko (Snooty på 62 år), vi skal bare ned til 10th street og til venstre og så helt ned til enden af gaden.
Da vi kørte talte vi om at sådan nogen betjente da vist havde fuldstændig styr på sin by - men på den anden side var det vist heller ikke så underligt, eftersom politistationen lå lige overfor akvariet!
Efter at have kigget lidt på en udstilling af hvad seminole-indianerne har præsteret af tøj og smykker bevægede vi os op for at se Snooty.
Snooty er en 62-årig han på 2-300 kg, der tager tingene ganske stille og roligt - han vågner dog op til dåd da det er fodringstid - modsat de andre 3 søkøer nærmest tigger Snooty mad (men han har også levet hele sit liv i fangenskab - mens de andre 3 snart bliver sat fri igen).
Selvom de er store og ser klodsede ud bevæger de sig faktisk elegant i vand, og så er de søde når de kommer op og trækker vejret igennem de 2 tommelfingertykke næsebor.
Efter stoppet ved Manatee-city (Sarasota) vender vi næsen mod Kissimee og det hus der skal være vores hjem den næste uges tid - vi ankommer v. 2-tiden og da vi først kan overtage huset kl. 3 er planen først at finde et sted at spise, så købe Disney-billetter og så handle ind så vi kan overleve den første aften og morgen uden at der bliver lavet mad til os.
Vi beslutter os for at spise italiensk, men da vi kommer hen til den restaurant vi besluttede os for var der lukket, så i stedet skråer vi over vejen og ind på et sted hvor man både kan shoppe mystiske overflødige plasticting og spise burgere m.v.
Det par der møder os v. indgangen siger det hele - begge er omkring 50 år, han er ualmindelig overvægtig (for at sige det pænt), og hun er absolut heller ikke fjervægter, og så er hun tilmed pyntet med næsering og en hat med Mickey Mouse-ører!
Da vi har spist og købt billetter begynder det at dryppe, det gør ikke noget for vi skal handle så vi kører ind i et overstørrelse supermarked (Target) - og her går jagten på at få handlet de mest nødvendige sager til en succesfuld start på opholdet. Det største problem er dog at vælge i det store udvalg, alene morgenmadsprodukter er en udfordring, for havregryn er ikke bare havregryn - de findes i et utal af variationer og størrelser, men det lykkedes da.
Da vi kommer ud står det ned i tove, og selvom vi kun skal bevæge os ganske få meter hen til bilen bliver man hurtigt drivvåd - nå vi får læsset bilen og kører til huset.
Det bliver hurtigt fundet, og viser sig at være et skønt hus, med masser af plads (3 soveværelser, egen mini-pool og alt hvad vi har brug for) og så er der udsigt over en lille sø i baghaven.
Ungerne indtager hurtigt huset, og lidt senere bliver mini-poolen testet i bar figur, men det virker vist også helt fint ;-)  -  og så var der mail fra gode venner i nr. 6, dejligt at høre fra jer!
Om lidt snupper vi os en sandwich, med lidt saftevand og måske en øl og så skal vi ellers crashe stille og roligt…

Lørdag den 6.2.2010
Kim og jeg vågnede kl7 til blå himmel og solskin og ingen vind, så vi mente at weather.com tog fejl…
Vi snuppede lidt kaffe i stuen og ventede på at børnene kom dalrende - Frederikke kom først og fik lov til at vække Mathias lidt i 9. Så spiste vi lidt morgenmad og mens børnene så tv gik Kim og jeg en tur rundt på Encantada Resort. Der fik vi lige en lille forsmag på de kolde vinde som var spået skulle komme i dag, men vi var fortsat optimistiske.
Hjemme igen gik vi alle 4 i poolen og hyggede og da vi gamle var endnu mere rynkede end normalen stod vi op, mens børnene ikke var til at drive op. Men de vidste at Disney ventede efter frokost, så til sidst lykkedes det.
Frokosten var et stort fad tunsalat med æg, som vi nød ved det fine spisebord. Godt at vi har opdaget at ormehullerne er strategisk placeret, så vi dermed ved at det ikke er ægte antikke møbler.
Da klokken var henad 13 fik vi startet bilen mod Magic Kingdom. Vi havde taget gummisko, lange bukser og langærmet på OG trøjer med i rygsækken. Og det var fornuftigt. Selvom solen skinnede fra en blå himmel så blæste det en halv pelikan og det var rasende køligt - specielt sidst på eftermiddagen hvor solen mistede effekt. Vi fik prøvet en tur med Stitch før paraden kl. 15 - det var rigtig sjovt med mange 4-d effekter. Så så vi den magiske parade med alle prinsesser osv. Frederikke blev ligeså henført som sin mor, da hun først så at både jeg og Kim også vinkede og smilede. Mathias derimod havde mistet den umiddelbarhed som han havde for 2 år siden. Han var meget mere reserveret. Men magisk var det!!!!  Bagefter prøvede vi noget speedway - jeg kørte med Mathias og var hans fodpedal, mens Frederikke var GPS for Kim. Begge fik kørekort - og vi slap med livet i behold. Så skulle vi prøve en lille rutsjebane i Fedtmules bondegård. Lang ventetid og kort men god tur. Nu var det simpelthen blevet så koldt så vi søgte ind i en butik hvor børnene købte en nøglering hver. Bagefter fandt vi en cafe hvor vi lige slugte lidt mad inden vi igen skulle stille op for at se fyrværkeri. Men nu klaprede tænderne højlydt i munden på os, så igen gik vi i butikker og os 3 ældste fik købt en trøje hver, så vi kunne overleve næste event.
Disneyslottet stod smukt oplyst, alt andet lys blev slukket og så startede det mest fantastiske fyrværkeri. Aldrig har vi da set noget lignende…Det var utrolig smukt. Begge børn var nu trætte og vi blev enige om at tage toget retur til p-pladsen (ja, det ER stort!) og så få sovet lidt inden vi i morgen angriber den næste park: Animal Kingdom….

Søndag den 7.2.2010
Animal Kingdom - som vi talte med en anden familie om sidst på dagen, så hvem ville have troet at vi skulle opleve det som vi nu var på vej til - men mere om det senere…
Dagen startede tidligt 1. mand oppe var på benene kl. 07.00, og så var det ellers i gang m. morgenmad, madpakkesmøring, lægning af slagplan og øvrige indledende knæbøjninger så vi var klar ved parkens åbning kl. 9 - men da frk. klokken besluttede at vi skulle ind af medarbejder-indgangen blev lidt forsinkede, og vi var først fremme lidt over 9 - utroligt så fyldt en parkeringsplads kan være allerede fra start af!
Vi havde som sagt lagt slagplan - en plan der gerne skulle lede os uden om de værste køer, og den virkede rent faktisk fra start af. Vi startede med at tage til "Afrika" hvor vi var på safari, og kom tæt på dyrene der har masser af plads at røre sig på, og det er dejligt at se - og så er amerikanere gode til at iscenesætte og bygge en historie op, så gode at yngre kvindelige medlemmer af familien rent faktisk troede på at vi var på jagt efter krybskytter ;-)
Derefter gik det slag i slag ad forskellige naturstier mv. og vi tog også en rutschebane omkring Mount Everest - en tur der inkluderede ødelagte skinner, en Yeti, baglænskørsel og en datter der holdt mere end almindeligt godt fast i sin far.
Det var så ikke den eneste gang at farens arm var ved at blive klemt flad og rykket af! - senere da vi prøvede en tur igenem dino-land var sønneke godt i gang med at gøre søsteren kunststykket efter - de dino´er er VIRKELIG SKRÆMMENDE, men på den anden side så er det begrænset hvad man oplever med lukkede øjne.
Spøg til side, det var en virkelig fed tur, med masser af lyd, lys og bevægelseseffekter og jeg er helt sikker på at vi voksne var klar til en tur mere.
Ud på eftermiddagen blev børnene involveret i en stempel-jagt, dvs. en jagt hvor man ved at svare på en række spørgsmål ved forskellige stationer ud over hele Animal Kingdom fik udfyldt et hæfte med stempler på at man havde klaret prøven, og det syntes de var rigtig sjovt, og så fik vi også slået lidt ventetid ihjel.
Ventetid tænker du… - det hænger sammen med starten på dagens kapitel! - 1 time inden vi gik fra parken, sad familien Nielsen sammen med 4 andre familier iført mickey-hatte og -veste og ventede på at skulle deltage i dagens parade.
Og som en pige fra en af de andre familier sagde - i morges da vi stod op, hvem tænkte så på at i eftermiddag vil jeg deltage i en Disney-parade???
Det er et hårdt job at være kongelig, og at skulle sidde øverst i en paradevogn og smile og vinke til hele parkens publikum, mens de tager billeder og vinker tilbage, specielt når man skal gøre det i 40 min. i træk - jeg tror faktisk først at smilene løsnede sig og armene holdt op med at vinke et par timer senere (måske med tilbagefald i løbet af natten - hvem ved?).
Det er supersjovt at være med i, og det er rigtig skæg at se hvordan både børn, unge og gamle lyser op og vinker til os på vores vej - og det hjælper også når Frederikke sender thumbs up og Mathias sender luftkys til de unge damer på vores vej…
Dagen sluttede på Outback Steakhouse - stedet hvor god mad spises, og kendere af denne hjemmeside vil genkende stedet fra vores 1. farvel-USA-middag fra Denver i 2007 - maden er ikke blevet ringere siden da, og hvis vi kan vender vi gerne tilbage.

Mandag d. 8.2.2010
I dag har vi gjort endnu et forsøg på at erobre Disneys Magical Kingdom, og denne gang gik det endnu bedre end første.
Slagplanen blev lagt i går aftes, hvor ruten blev diskuteret og planlagt i detaljer, således at vi kunne nå flest mulige ture med mindst mulig ventetid.
Planen (skidegodt Egon! - øh jeg mener Mai-Britt) var således at stå tidligt op så vi var klar v. parkens åbningstid for så at gå direkte til den modsatte ende af parken, og så bevæge sig mod uret, tilbage mod indgangen (delen med uret havde vi styr på fra første erobringsforsøg).
Enhver plan er ikke slagfast hvis ikke den kan klare lidt modstand undervejs - og første modstand var allerede kl. 04.15 hvor NASA havde besluttet at sende en rumfærge op - så når man nu alligevel vågner på det tidspunkt er det jo relevant at stå op og checke det ud - Kim så en lys satelit?, og det kan være at det var rumfærgen Endeveaur - det kan også bare have været et af tricksene fra Disneys parker, hvem ved?
Nå men da begge voksne havde været vågne midt på natten, var spørgsmålet så om vi kunne komme op tidsnok til at overholde planen - svaret er at det gik (næsten da).
Vi var ved parkens indgang kl. 09.05, dvs. 5 min. efter åbningstid - og der var overraskende mange mennesker (faktisk syntes vi at der var flere mennesker i parken i dag end lørdag…) - men derfra blev planen overholdt minutiøst, vi fik prøvet

        The Haunted Mansion - lidt skræmmende men ok
        Peter Pan´s Flight (ikke spor skræmmende eller vild)
        Snow White´s Scary Adventures (heller ikke skræmmende eller vild)
        Mickeys PhilharMagic 3D Show (rigtig sjov) - da Ariels Grotto så lidt kedelig ud
        Big Thunder Mountain Railroad - (en ok rutschebane)
        Swiss Family Treehouse (kæmpetræ m. hytter i, ok, men heller ikke mere)
        Jungle Cruise (flodbåd igenem Amazonas og Nilen, også ok men Californien var sjovere)
        Pirates of the Caribbean (sejltur gennem Jack Sparrow-verden - ok, men Ca var sjovere)
        Mens pigerne tog en rundtur m. et tog gennem Tommorowland tog drengene endnu en speedway tur
        Og som krydderiet sluttede vi af med en rutschebanetur i Space Mountain (rigtig sjov - selvom - eller måske fordi - det hele foregik i mørke)

De ture vi ikke nåede var bl.a. Ariels Grotto (kedelig), Aladins flyvende tæpper (også kedelig), Splash Mountain (så rigtig spændende ud, men at stå i kø frem til marts er måske lige længe nok.
Men i modsætning til Olsenbanden filmene lykkedes planen faktisk (skidegodt Egon/Mai-Britt!)

Ind i mellem var der tid til at kigge på butikker, Jack Sparrow underholdning (de var gode), spise frokost osv.
Til sidst sluttede vi at med at shoppe i butiksarkaden mens kl. 15 paraden løb af stablen - og der blev både shoppet slikpinde, krus og meget andet - så vi burde være i træning til i morgen hvor vi smutter på shoppe-tur i et outlet-center med ca. 150 forskellige butikker.
Men inden da crasher vi nok i aften med pizza´er, lidt fjernsyn, spil og anden hygge - dvs. når altså børnene er færdige med deres pool-ture.

Tirsdag d. 9.2.2010
En rigtig dejlig morgen…med blå himmel og sol. Vi voksne var oppe først og nød lidt kaffe i stuen indtil børnene kom tullende hen ad 8.30 hvorefter vi spiste morgenmad sammen. Da vi alle var i tøjet startede vi bilen og rullede mod et Outlet, hvor vi var klar til shopping omkring kl. 10.30. Efter ganske kort tid blev vi delt i 2 hold - drengene mod pigerne! Og da vi mødtes igen efter 1½ times tid, så var drengenes hænder tomme - det var pigernes så ikke!
Frederikke havde fra start sagt "nej, kunne det ikke være sjovt hvis vi endte med at ligne sådan nogle fra film med flere poser stikkende ud fra hver hånd" og vi var allerede godt på vej! Frederikke er utrolig god til at spotte fede ting og sammensætte og så blev vi ellers hundset i prøverum hvor både hun og jeg blev klædt af og på flere gange. Mathias var lidt mere pjattet så Kim havde ikke haft held til at få noget af det vi skulle have til hverken Mathias eller sig selv. Det fik vi dog ændret på nu hvor vi alle 4 var samlet igen.
Vi fik shoppet igennem og da børnene så ud til at have brug for en pause købte vi sandwiches ved 13-tiden og tog et lille hvil inden vi igen gik i gang. Selvom et mægtigt regnvejr skyllede over os, så mærkede vi næsten intet til det da det meste af centretvar overdækket og temperaturen var fin og lun. Da klokken var 17.15 var vi alle trætte og nu skulle vi hjemad. Desuden kunne bagagerummet næsten ikke rumme mere. Dagens store vindere blev Frederikke og Kim der virkelig fik hvad de skulle bruge + ekstra.  Mathias og jeg var mere moderate i vores indkøb, men nok af hver sin årsag...
Da det var blevet senere end forventet svingede vi forbi Red Lobster på vejen hjem for at spise hummer og fisk. Det blev et fortryllende gensyn med en god oplevelse fra 2007. Vi fik alle fantastisk mad og dejlig mætte trillede vi hjem, hvor børnene væltede op i seng straks og jeg fik sat første vask over, sådan at hvis vi bliver tjekket i tolden så ser tøjet ikke alt for ny købt ud, hi hi….
I morgen bliver det meget koldt og blæsende. Vi skal i enten Epcot eller Hollywood Studios, men vi er der ikke fra morgenstunden det er sikkert - det vil føles som 0 grader iht vejrudsigten og desuden skal børnene lige have lov til at sove igennem igen. Der er ved at være træthed over hele linien. Godt, de har ferie fra skole når vi kommer hjem herfra.

Onsdag d. 10.2.2010
Hollywood (Studios) here we come! - I dag var det tid til at indtage en ny park, og denne gang skulle det gå ud over Hollywood Studios, men i dag fik folket lov til at sove lidt længere, og fik en lidt blidere opstart på dagen - herunder fik fruen i huset en venti cinnamon dolce latte fra Starbucks - og så var hun pacificeret fra start af.
En kølig dag der startede kl. lidt over 10 med parkering og åben-bus kørsel hen til indgangen - vi landede på parkeringsplads nr. 3 (af de 4 nærmeste), på række 47, næsten bagerst - der er et pænt stykke til indgangen så!
Generelt kan det godt fornemmes at fødderne er mærkede af mange og lange traveture og køventen, men det går nok - i dag fik vi set 3D-show m. Muppets (mest underholdende for de af os der kan huske showene fra vores barndom - primært om lørdagen efter Sportslørdag), men vi fik da nogle gode grin undervejs.
Helt fra start fik vi en tur i gennem Star Wars-universet - en tur der var så livagtigt at Mai-Britt var ganske tæt på at hilse på sin morgenmad for anden gang (men hun bliver også nemt køresyg). Senere fik vi oplevet Star Wars figurer optræde, en tur bag tv-kulisserne med underholdning, vi fik set hvordan animatorer arbejder, vi var på besøg i Narnia (og prins Caspian) - men de absolutte højdepunkter på dagens oplevelsestur var ubetinget de 2 stunt-shows - 1 med bil/motorcykel/vandscooterjagt og tilhørende effekter og 1 med Indiana Jones, hvor de lavede indspilninger af scener såsom åbningsscenen fra den første hvor Indy undgår en masse fæller for til sidst at undslippe en rullende klippeblok, kampscenen i Cairo og også den hvor han slås med en skaldet kæmpe mens en flyvemaskine med Marion ombord kører rundt i cirkler - jeg tror der er børn der drømmer om at blive stuntmand/kvinde i nat!
Og det absolutte højdepunkt var "Tower of Terror" - en halv times køtid blev omsat til en tur i en elevator hvor man i mørke bliver kørt op i et tårn, for så at opleve en række voldsomme op- og nedture der skræmte selv en rutineret rutschebane-kører som Mai-Britt, spørg selv Frederikke der måtte lide under moderens krampagtige greb omkring højre lår!!!
Dagen blev sluttet af med endnu en dejlig middag på Outback Steakhouse, og så hjem og på hovedet i seng, for i morgen går turen til Epcot.

Torsdag d. 11.2.2010
Vi vågnede stille og roligt igen i dag og heldigvis til sol og arrrgghhh,2grader! Kim og jeg kørte til et supermarked og hentede lidt fornødenheder herunder 2 store kaffe fra Starbucks.
Så hjem til morgenmad og i tøjet og klokken 10.20 var vi ved Epcot. Hvor vi for første gang oplevede at skulle køre i kø for at komme i en park.
Det gik nu rimelig hurtigt og ind kom vi. Der var ikke så mange forlystelser i den fortand børnene ønsker det - men mere som et mega Experimentarium, hvilket ikke er nemt når man ikke læser og forstår engelsk.  Men vi startede med at tilmelde os som Kim Possible agenter og skulle møde kl 11.30 i Norge! Jo jo, der er åbenbart 11 lande bygget op! Her fik vi vores Kimmunikator og skulle så løse en mission i Kina. Det var ret skægt for Frederikke, mens Mathias synes det var lidt træls når han ikke forstod det der blev sagt i walkien….
Vi var også under vandet med Nemo og venner. Det var ret fedt lavet og en meget rolig tur.
Vi prøvede også en tur, hvor man selv designede hvad man ville (fx rutsjebane,bobslæde eller fly) og så designede man turen mht. hastighed, loops, sving osv. Da det hele var tastet ind blev vi sat 2 og 2 i en kæmpe robot og fik trukket en kæmpe lukket skærm over hovedet og så var der virtuelt den verden man havde kodet og så blev man ellers svinget rundt. Det var ret flippet.
Vi var også til 3D show med "Skat, jeg har skrumpet publikum". De ældste synes den var ret tam, Frederikke synes den var helt ok og Mathias var skræmt fra vid og sans undervejs.
Endelig prøvede vi Fast Track, hvor man kører som test pilot i biler. Frederikke valgte undervejs i køen at springe over og vente på os udenfor. Vi andre kom ind i et værelse hvor vi fik forklaret hvordan man tester biler mht. sikkerhed, hastighed osv. Og så kom vi ombord i bilen. Vi kørte stejlt op, over bumpet vej, med og uden ABS bremser, gennem kulde og varme og så speedede vi vildt op gennem en udendørs del af banen hvor vi var halvt på siden. Fed tur.
Nu blev vi enige om at smutte hjemad så vi kunne nå en tur i poolen og få pakket ned inden vi spiser på Red Lobster i aften.
I morgen skal vi lidt tidligt op da vi vil af sted omkring kl.8. så vi har god tid til at finde lufthavn, komme af med bil og evt. lave et shoppe stop hvis ikke vi er ramt af trafik.

Tak for en dejlig tur.
Til forsiden...
Ruten gennem Florida - 2010
Miami - South Beach
F bliver "overfaldet"
Miami - South Beach nydes
Mangrove alle på vej mod Key West
Sådan skal en morgen se ud - Key Largo
Solnedgang - Key West
Manatee City og en hill Billy
En glad familie med delfinerne Bella og Fiji
Parat til at indtage Disney